Press Release (DK)
Invitation: Ung designer lancerer smykkekollektion på d’Angleterre Louise Find er allerede efterspurgt i modeverdenens hovedstad og nu er den 24 årige smykkedesigner klar til at vise danskerne, hvad franskmændene allerede står i kø for at få fingrene i.
Den 1. juni lancerer Louise Find sine smykker på det danske marked. Og selvom hun allerede har vist sine første kollektioner frem under modeugen i Paris på Premier Classe, bliver dagen det hidtidige højdepunkt i karrieren. - Det betyder virkelig meget for mig, at jeg nu lancerer i Danmark. Det er her, jeg er vokset op, og det er her, jeg har mit tilhørsforhold. Det har været enormt dejligt at se, at der er interesse for mine smykker i Frankrig og så småt også i USA, men det er noget helt specielt at skulle vise mine ting frem i Danmark, lyder det fra den unge smykkedesigner.
Danske kvinder kan fra den 1. juni vælge mellem de unikke Louise Find smykker i hendes nye kollektion.
Elegant og ekstravagant på samme tid
Det særlige ved Louise Finds designs er, at de på én og samme tid er elegante og ekstravagante. Selv mener hun, at det skyldes en helt speciel inspirationskilde: - Jeg har altid været ekstremt fascineret af den klassiske arkitektur og dets elementer, en ting der nok ikke helt kan undgås når man vokser op i et hjem med to arkitekter. Fra barnsben har jeg rejst rundt med dem i hele verdenen og det har fra en meget tidlig alder præget mig. Derfor faldt valget også naturligt, på universitetet Parsons i Paris, da jeg valgte at uddanne mig til designer. Byen agerer som en evig inspirationskilde for mig, og jeg kan få flere timer til at gå med at fordybe mig i de smukke silhuetter bygningerne skaber med deres uendelige detaljer gemt i sine facader, smedejernsgitre og porte.
Efter flere års studier på designskoler i Paris og New York vendte Louise Find i sommeren 2015 hjem til Danmark, hvor hun startede designvirksomheden ’Louise Find’ og åbnede sit designkontor i Bredgade i København.
Her tegner hun selv alle sine smykker i hånden, inden tegningerne bliver sendt til Tyskland, hvor de af 18 karat guld og hvidguld støbes, mens ædelsten, halvædelsten og diamanter påsættes i hånden. Louise Finds første smykkekollektion består af øreringe, halskæder og fingerringe. De kan for første gang opleves i Danmark, når der den 1. juni er lanceringsevent på Champagnebaren Balthazar på Hotel d’Angleterre.
FAKTA:
x Lanceringen af smykkekollektionen finder sted på Balthazar, Hotel d’Angleterre d. 1. juni kl. 17. Invitationer kan fremsendes ved forespørgsel herom. Kontakt: info@louisefind.dk
x Louise Find er 24 år gammel og bosat i København, hvorfra hun driver sin designvirksomhed,
'Louise Find'.
x Har studeret HD på CBS og er efterfølgende uddannet Designer fra Parsons i henholdsvis Paris og New York i 2015.
x Udstillede i efteråret 2016 på Premier Classe Tuileries-messen under modeugen i Paris.